mandag den 15. november 2010

Lidt ligesom en rutsjebane...

Vi er begyndt at tale med drengene om, at vi skal afsted og især Simon forholder sig rigtig meget til det og vi får faktisk mange gode snakke om det. I dag over aftensmaden spurgte jeg ham om hvordan han havde det med, at vi skulle flytte til et andet land og han svarede meget klogt: Jeg kan mærke det inde i min mave. Sådan lidt ligesom inden man skal prøve en rutsjebane - det er spændende, men også lidt farligt. Og så er han i øvrigt bange for, at der er nogen, der vil snakke med ham og at han ikke skal kunne forstå dem. I forhold til sproget, så er vi faktisk allerede i gang med at træne. Når bare det er noget der foregår på computeren, så lader Simon til at synes, at det er en leg - også bliver man, som mor, meget fortrøstningsfuld :)

Jeg tror jeg har det meget ligesom Simon: At det er spændende, men også lidt farligt. I weekenden brugte jeg noget tid på, at lave en plan for "Projekt Udstationering" i et excel-ark. Det blev hurtigt til rigtig mange punkter og jeg er ikke engang færdig. Fx. har jeg endnu ikke fyldt noget i det punkt, der hedder "Ditte". For selvom jeg glæder mig til at blive hjemmegående, så er jeg også godt klar over, at det nok vil være hensigtsmæssigt, hvis jeg i det mindste kunne dokumentere en eller anden form for formel kompetence, når jeg efter endt udstationering, skal tilbage på arbejdsmarkedet...

Men oveni alt det praktiske der skal ordnes, skal der jo siges "farvel" til alle de mennesker herhjemme, som betyder så meget for os og som vi vil komme til at savne uendeligt meget. Det er nok i virkeligheden det, som jeg mærker mest i min mave: At jeg er bange for, at jeg vil komme til at savne familie og venner så meget, at det helt tager fornøjelsen fra at være på eventyr. Jeg håber, at vi får rigtig mange besøg!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar