Som jeg tidligere har beskrevet, så gik Simons første optræden ikke særlig godt, hvis vi nu skal være helt ærlige - og det skal man jo. Da drengene i starten af dette semester fik tilmeldingssedlen med hjem til årets Festival de Danca, var det derfor også med en vis nervøsitet, at jeg tilmeldte Simon. Christian var jeg ikke så bekymret for. Han er mere afslappet med at optræde (måske fordi han er nummer to...?). Simon og jeg har heller ikke hele tiden været helt enige om det rimelige i, at han skulle være med og han har ikke rigtig villet deltage i hverken danse-, judo- eller musikundervisningen, men efter, at jeg det meste af foråret, har været afsted sammen med ham til de pågældende fag, går det rigtig fint.
I går var jeg med hele dagen til prøverne på teatret og det gik bare så fint, så jeg havde nogenlunde ro i maven, da jeg afleverede begge drenge backstage i går aftes i deres fine kostumer. Og det gik også rigtig godt til forestillingen og jeg var simpelthen så stolt, at jeg var ved at give mig til at tude. Det var jeg nu flere gange. De deltagende børn, var de ældste vuggestuebørn, som er ca. 1½ til 2½ år gamle, og op til tredje klasse, og de var alle sammen så dygtige og gjorde sig så meget umage, at jeg blev blød om hjertet. Og hvis de ikke gjorde sig umage, så blev de sandelig også gjort opmærksom på det. Især de ældre elever blev kommanderet noget rundt af danselæreren under prøverne i går.
Så jeg må indrømme, at jeg har presset især min ældste dreng ud i noget, han absolut ikke havde lyst til, men, at se det her udtryk på hans ansigt i aften, forsikrede mig om, at jeg ikke har givet ham alvorlige ar på sjælen.
Men I skal da ikke snydes for de levende billeder, selvom vi taler om absolut dogme-optagelser:
Hvor er de bare seje!
SvarSlet