familien Hovelsø Ladevigs blog, eller det vil sige, det er nok i virkeligheden min blog, men den handler om hele vores familie og det eventyr, som vi er på vej til at kaste os ud i: Vi er på vej til udlandet, vi emigrerer til et andet land - måske en anden verdensdel, måske bare til den anden side af sundet eller syd for grænsen. Vi ved det ikke, men vi glæder os!
Nogle vil måske spørge, hvad der får os til at flytte børn, katte og al vores habengut til et fremmed land? Det spørgsmål er der ikke noget enkelt svar på. Men det skal selvfølgelig ikke afholde mig fra at prøve:
Rasmus og jeg har altid haft lyst til at bo i udlandet i en længere periode og nu er vi i den heldige situation, at Rasmus´ arbejde giver os mulighed for at udleve den drøm uden, at vi selv skal satse hele opsparingen (som om der er en!) og stå alene med alt det praktiske og juridiske omkring opholdstilladelser, skatteforhold, bolig etc.At vi har fået børn har ikke gjort udlængslen mindre. Måske er det naivt, men vi tror faktisk, at der på mange måder er bedre muligheder for et harmonisk familieliv under en udstationering, end der er herhjemme med dobbelt karriere og alt hvad der heraf følger af logistiske udfordringer og planlægning. Det er bare ikke særligt tilfredsstillende, at aflevere børnene i deres institution kl. 7 og hente dem igen kl. 16.30, men for vores familie er det et vilkår, som det er svært at gøre noget ved, så længe vi er i Danmark. Simon og Christian bliver jo bare så store så hurtigt, så hvis vi skal have bedre tid til dem, mens de er små, så skal det snart være. Simon nærmer sig jo skolestarten...
Det er selvfølgelig ikke sådan, at Rasmus og jeg tror, at alt bare er bedre i udlandet - og udlandet er jo altså også virkelig mange ting. Der vil selvfølgelig være mange afsavn og frustrationer forbundet med en udstationering. Især vil jeg tro, at det bliver svært at undvære den hyppige kontakt til vores familier og i fald vi skal langt væk, vil det selvfølgelig også være rigtig svært, at vi helt naturligt vil komme til at gå glip af store begivenheder blandt vores venner og familie, men verden bliver også mindre og der er efterhånden ret gode muligheder for at holde kontakten vedlige - men det er selvfølgelig ikke det samme, det ved jeg godt.
Som sagt, så ved vi endnu ikke noget om, hvor vi skal hen og heller ikke, hvornår det bliver, men jeg kan mærke, at jeg har brug for at dele mine overvejelser med nogen udover Rasmus. Jeg håber, I vil læse med!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar