Jeg forsøger på forskellig vis at forberede mig selv på livet i det udenlandske. Og som den akademiker jeg er så læser jeg - så meget jeg overhovedet kan komme til. Desværre har Skanderborg bibliotek ikke så meget på hylderne om udstationering, men den udemærkede "Verden kalder - inspiration til en global hverdag" har de og i går lånte jeg "Når Penelope rejser med - udstationering for hele familien" med hjem. Og den er sådan set OK, men den er fra 1998 og verden ser altså på mange måder anderledes ud i dag end for bare 12-13 år siden - tror jeg. For i modsætning til bogens forfattere ved jeg jo endnu ingenting om hvordan det virkelig er, at være ude i den vide verden. Og det bringer mig så til det uddrag af bogen, som jeg lige vil delagtiggøre jer andre i, fordi det i første omgang er urkomisk i al sin anakronisme, men også fordi det faktisk giver stof til eftertanke. Det kommer jeg tilbage til...
"Jeg blev den person, som mandens arbejdsgiver ikke rigtig interesserer sig for, før hjemmet ikke fungerer, og det går ud over mandens produktivitet (...) Hende, der ud over at skulle klare alt praktisk med organisering af hjemmet, i begyndelsen på de nye sted er hans eneste netværk. Hende, der er i stand til at lytte til ham og være hans sparringspartner, når der er behov for at diskutere vanskelige situationer på jobbet. Hun støtter ham udadtil i arbejdslivet ved altid at være ved hans side. Oplagt og med de rigtige svar deltager hun ved forretningsmiddage eller accepterer at være alene i hjemmet, når han i perioder må rejse for at repræsentere firmaet. Hun er ægtefælle, ven og rejsekammerat."
Jep, I know - man kommer til at tænke på kvinderollerne i Stepford Wives, Pleasantville og Mad Men. Og det er ærligt talt lidt svært at tro, at danske veluddannede kvinder i 2010 frivilligt indlader sig på sådan en tilværelse. Eller det var i hvert fald, hvad jeg ville have ment indtil for ganske få år siden. Og deraf titlen på dette indlæg. De, der har kendt mig lidt længere end blot nogle få år, vil vide, at ligestilling har ligget mig meget på sinde og at jeg har krævet øremærket barselsorlov til fædre og måske ligefrem i et svagt øjeblik har talt for kvoter. Således var det fx. også enormt vigtigt for mig, at Rasmus og jeg skulle deles om barselsorloven med begge vores børn og med Simon delte vi faktisk præcis fifty/fifty og med Christian hed det vist 60/40. Vi har gjort en dyd ud af, at der ikke var nogen af os der havde det primære ansvar for at huske vaccinationer, tandlægebesøg og møder i børnehaven. Og jeg har hyldet Malou Aamunds udsagn, om, at den vigtigste karrierebeslutning en kvinde træffer er valget af ægtemand.
Problemet er bare, at jeg slet ikke har lyst til at have en karriere. Jeg er stadig ikke helt afklaret omkring hvad jeg egentlig gerne vil, men jeg er ret ligeglad med et godt job. Jeg vil meget hellere bruge tiden på mine børn, alle de bøger, jeg gerne vil læse, lækker madlavning (- og ikke mindst kager!) og en hel masse andet. Det har været temmelig forbløffende for mig at opleve, at mine egne præstationer (- eller mangel på samme ;)) ikke betyder særligt meget for mig, men at jeg til gengæld er helt vildt stolt af at have en mand, der klarer sig godt arbejdsmæssigt.
Jeg ved godt, at mange kønsforskere ville mene, at ovenstående er udtryk for, at jeg er så indsocialiseret i en patriarkalsk familiestruktur, at det er det jeg opfatter som idealet. Måske har de ret, men kan det virkelig passe, at en familiestruktur, hvor både mor og far, knokler derudad i dobbeltkarrierernes hellige navn er den mest optimale måde at indrette et familieliv på? For en god ordens skyld, skal det også lige nævnes, at modellen med far har det primære ansvar for familien og mor gør karriere også har været en mulighed i vores familie. Rasmus har været den første til at foreslå, at han fandt et andet job, når jeg har syntes, at det var svært, at få det hele til at gå op, især under det mareridtsagtige efterår jeg oplevede sidste år. Så jeg er blevet klogere: Jeg er ikke sikker på, at lige dele barselsorlov og kvindekvoter er noget, der er værd at ønske sig. Til gengæld håber jeg, at familier og virksomheder indretter sig, sådan som de finder det bedst. Det har taget lidt tid, men det er vi ved.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar