Giv os i dag vort daglige brød

Jeg elsker brød. Alle slags og egentlig helst, hvis der ikke var noget der hed kostråd, bare med smør. Og jeg ved godt, at glæden ved kulhydrater i almindelighed og gluten i særdeleshed i disse tider bliver betragtet som næsten ligeså skadelig som fornøjelsen ved tobak og andre stærkt vanedannende stoffer, som ikke kan købes i SuperBrugsen.

Nu er det bare sådan, at brasilianerne ikke deler min begejstring for brød. Langt det meste er helt hvidt, og selvom jeg (også) elsker den slags brød, så går det altså ikke at stille sin brødlyst med det hver dag. Så der har ikke været andet at gøre end at begynde at bage selv. I Danmark blev det sjældent til andet end nogle nemme koldhævede boller i weekenden. Og det bliver også lidt kedeligt i længden. Så jeg har været nødt til at udvide repertoiret.

Lige efter vi var kommet herud forsøgte jeg mig derfor med at bage rugbrød, men surdejen kiksede, bagepapiret sad fast i skorpen og drengene gad ikke spise det, fordi det ikke smagte, som det købe-rugbrød, de er vant til fra Danmark. Da vi var i Danmark på ferie købte jeg en ny bagebog og besluttede mig for at give rugbrødet en chance til. Og da surdejen begyndte at boble lystigt blev jeg så stolt, at jeg faktisk har vist den frem, til dem, der gad at se den. Og ja, jeg ved godt, at man har for lidt at gå op i, når man kan blive begejstret over en gæret blanding af mel, vand og honning, men sådan var det.

Rugbrødet blev vældig godt og denne her variant vil drengene også godt spise, så det har bestemt været en succes. Men det er jo ikke kun rugbrød, man kan komme til at savne, så her til morgen bagte jeg grove håndværkere med fordej und alles. Og som Simon sagde: De ser ud som helt rigtige rundstykker! Se det er en kompliment, når det kommer fra en 6 årig.

Okay, måske skulle jeg bare ændre det, der alias...

fra "A not so desperate housewife" til virkelig, virkelig desperat mor, der bare venter på, at skolen slår dørene op for arvingerne om 107 timer og 9 minutter. Det har været en fin ferie med både veloverstået jul og besøg i Danmark. Lykkeligvis var det også rigtig dejligt at komme hjem til Sorocaba. Jeg havde nemlig været lidt spændt på, om jeg, når vi kom tilbage fra vores ferie i Danmark ville sidde tilbage med hjemve og bare tænker på, hvornår vi igen kunne komme tilbage til fædrelandet.

Men nu, efter drengene har haft sommerferie siden d. 15. december, glæder jeg mig til at kunne aflevere dem i skolen, sådan at hverdagens ærinder kan klares uden dem på slæb og jeg igen får lidt tid til mig selv uden at skulle sidde på nåle ved tanken om, hvornår drengenes leg ender med at den ene får en finger i øjet eller bliver mast under kæmpe mariehønen fra IKEA.

For mange lyder det sikkert ret forkælet og min bedre halvdel sukker ved tanken om bare at kunne være hjemme sammen med drengene, når han hver morgen drager afsted  mod Fabrica Maluca. Jeg kan også godt huske, hvordan jeg, mens jeg stadig arbejdede og kvalitetstid med børnene var en luksus, der sjældent var råd til i rotteræsets ubarmhjertige tidsregnskab, sad og hylede når sommerferien nærmede sig sin afslutning. Hylede over, at den nærhed jeg havde fået med drengene, inden længe ville fordampe ligeså hurtigt som beruselsen fra et glas rosé på terrassen en lun sommereftermiddag.

Helt ærligt, så tror jeg, at mine drenge lige nu ville ønske, at jeg var moren med dårlig samvittighed over deres alt for mange timer i institution, som derfor (over-)kompenserede ved at være utroligt meget tilstede. Jeg gider bare ikke lave flere flexitraxbaner, intervenere i flere slåskampe, svare på umulige spørgsmål eller forsøge at hygge mig ved at have to drenge med et utroligt afslappet forhold til hygiejne med til madlavningen. Så, Kære Institution, vil du ikke godt snart tage dig pænt af mine børn (igen)?

På vej hjem

... eller i hvert fald til Danmark. Om 12 timer letter vi fra São Paulo´s Guarulhos lufthavn (som helt ufortjent IKKE er med på listen over verdens værste lufthavne). For skal vi egentlig hjem? Eller skal vi bare til Danmark. Efter præcis 8 måneder i Brasilien ved jeg ikke rigtig, hvor hjem er. Altså udover vores hus, som absolut føles som hjem, men Sorocaba...? Eller Brasilien for den sags skyld...? The jury´s still out on that one.

Så jeg er spændt på om det vil føles som hjemme i Danmark eller om vi er blevet lidt fremmede for hinanden. Og egentlig også på, hvordan det bliver at komme tilbage til Brasilien. Jeg talte med en englænder, som havde boet herude i tre år og havde været hjemme på ferie for første gang i juli. Mens han var i London havde han fortalt alle om, hvor dejligt, der var i Brasilien og hvor glad han var for at bo her, men da han kom tilbage, var det ligesom om, at han igen så Brasilien, som det, det også er. Nemlig dårlig infrastruktur, afsindige priser og dårlig kvalitet (på grund af eksorbitante importskatter, som beskytter lokale producenter, så de kan blive ved med at lave dyrt ragelse til tid og evighed), offentligt bureaukrati osv.

Der er virkelig mange gode ting ved Brasilien, men der er ved gud også lang vej igen før landet bliver den politiske, kulturelle og økonomiske supermagt, som både brasilianerne selv og omverdenen forventer. Og en ting er i hvert fald helt sikkert: Hvis forholdet Danmark-Brasilien gøres op i, hvor der er flest mennesker jeg glæder mig til at se, så vinder Danmark suverænt. Vi ses (hjemme?) i Danmark!

Så blev det alligevel jul!

Det er sikkert og vist, selvom det er temaet for hvert års julekalender: Det bliver jul d. 24. december (eller d. 25.). Og det blev det også i Sorocaba. Der er egentlig ikke så meget at sige, andet end helt banalt at konstatere, at det jo ikke handler om, hvor man holder jul, men om at være sammen med mennesker, man holder af. Rigtig glædelig jul!

Morgenmad på terrassen d. 24. (vi er lidt bagefter med kalenderlyset)

Christian hjælper med at skrælle kartofler til julemiddagen

Og så er det tid til en svømmetur!

Julehilsen fra Sorocaba

Pakkespil

Simon med en mini-pannetone (som brasilianerne spiser juleaften)

Julebordet...

Og juleanden

Juletræet med sin pynt

Gaver!

Og flere gaver

Batman-borgen som Christian har snakket om det meste af
december (og november, oktober, september...)

Simon har fået en Gun (læg mærke til, hvor glad Rasmus er i baggrunden!)

Christian er klar til at se "Alene Hjemme" juledag

Glædelig jul

Ingen skal snydes for årets julehilsen fra Sorocaba, så den kommer også lige her på bloggen :)

Ifølge kalenderen er det i dag d. 21. december og der er tre dage til jul. Udenfor viser termometeret imidlertid 33 grader, vores bananklase i haven er ved at være klar til at blive høstet og drengene boltrer sig i skrivende stund i pool´en. Så julen i år er mere anderledes end den har været nogensinde før – og derfor er det faktisk heller ikke helt til at forstå, at det nu er tid til den årlige julehilsen.

At julen er anderledes er naturlig konsekvens af den store beslutning, om at sige ja tak til Siemens´ tilbud om en udstationering til Brasilien, som vi traf for godt et år siden. Ligeså vanskelig som beslutningen var, ligeså rigtig har den føltes efterfølgende. Selvfølgelig har der været mange svære udfordringer undervejs i processen, men her 8 måneder inde i vores udenlandsophold, må vi også konstatere, at vi som familie faktisk aldrig har haft det bedre.

Drengene er netop gået på sommerferie og på det afsluttende forældremøde var lærerne enige om, at de begge er klar til at rykke op til henholdsvis 2. klasse og Grupo 1. Derfor skal drengene fra næste år have nye klasselærere og det var meget vemodigt at sige farvel til Rose og Gi, som har været så imødekommende, forstående og ikke mindst kærlige overfor vores børn, at jeg allerede i dag er lidt nervøs for at skulle sige farvel til Colegio Ser om halvandet år. Drengene har dog ikke hele tiden været ligeså begejstrede for skolen, som Rasmus og jeg, men overordnet, så oplever vi, at de trives godt og har fået kammerater, som de nyder at se hver dag.

Sprogbarrieren har for os alle været den største udfordring, da der i Sorocaba er meget få, der taler tilstrækkelig engelsk til, at man kan klare hverdagens opgaver uden portugisisk. Simon og Christian taler efterhånden lidt med deres klassekammerater og forstår, ifølge deres lærere, det meste af det der bliver sagt til dem. Når de er sammen med mig, vil de imidlertid gerne have, at jeg oversætter for dem. Men børn er jo fantastiske i og med, at de tilpasser sig. Forleden var vi til en fest med godt 10 andre udstationerede par fra hele verden og vores tilsammen godt 20 børn. Det er altså fascinerende at opleve børn kommunikere sammen på en blanding af portugisisk, engelsk, nordiske sprog og alt muligt derimellem.

Sproget er også en af anledningerne til, at vi nok har måttet revurdere vores tilgang til at få skabt en omgangskreds. I første omgang var jeg glad for, at vi skulle bo i en del af Brasilien, hvor der ikke var noget kæmpe expat-miljø, sådan, at vi og vores børn ville lære Brasilien og brasilianerne at kende, fremfor en masse andre amerikanere og europæere. Og jeg er stadig glad for beslutningen, men må nok erkende, at vi næppe får nære brasilianske venner ud af vores ophold. Dertil er der simpelthen for lang vej igen sprogligt. Det er altså umådeligt vanskeligt at lære mennesker at kende – sådan substantielt, når man har svært ved at udtrykke sig. Derfor har det også været en meget stor lettelse at have en medudstationeret familie, som vi har kunnet tale med.

Og at kunne invitere henved 20 danskere til julefrokost for 14 dage siden var en meget glædelig oplevelse, som absolut bidrog til både julestemning og den generelle oplevelse af, at vi efterhånden føler os hjemme i vores udenlandske omgivelser. Alle de gæster vi allerede har haft fra Danmark har også været en støtte og har bidraget til, at vi aldrig har følt det som om, vi var på den anden side af jorden. Selvfølgelig savner vi Jer alle indimellem og vi ved også, at vi – og nok især Simon og Christian – er savnede af mange i Danmark. Men glæden ved at have en hverdag, som vi meget bedre kan være vores børn, os selv og hinanden bekendt opvejer, indtil videre, savnet. Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi sætter umådeligt meget pris på den interesse og indlevelse, som vi oplever fra Jer og I er alle meget velkomne til at lægge vejen forbi Sorocaba.

Juleaften står på pakkeleg, and, risalamande, hjemmebag, pakker, konfekt, (plastik-)juletræ og sidste afsnit af Nissebanden i Grønland, som vi troligt har set hver dag i december måned. Egentlig er det jo ikke så anderledes end det plejer og normalt, har vi jo også bare været os fire juleaften. Alligevel føles det anderledes, som om julesorgen er mere tilstedeværende.  Så er det godt, at tænke på, at julesorgen er juleglædens forudsætning og at savn kommer af, at man holder af. Vi glæder os til at se mange af jer omkring nytår og de første uger af januar, hvor vi er i Danmark!

Tilbage er der vist bare, at ønske Jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår! 

Julefrokost

I skal da ikke snydes for en lille update på vores inviter-vildt-fremmede-på-julefrokost-projekt. Og det gik over al forventning, for sandheden er jo, at når man er danskere, så er man aldrig rigtig fremmede for hinanden, fordi vi deler så mange forskellige referencer. Udover et par, John og Esmeralda, her fra Sorocaba, som vi har besøgt en enkelt gang før, og som det var hyggeligt at se igen, så havde John en danske kollega og hans familie, inklusiv forældre, med. Og den familie består blandt andet af to drenge på 2,5 og 5 år - det var så rart, at høre drengene lege med andre børn på dansk igen.

Jeg fik ikke taget særligt mange billeder, for der var nok at se til :) Men lidt blev det da til.

Simon og Christian har pyntet juletræ

Så bliver børnene spist af

Tarteletter!

Den var aldrig gået i Danmark

Klokken er kvart i elleve (om aftenen) i Brasilien i skrivende stund. For en halv time siden kom Christian og jeg hjem fra en fødselsdag - for en klassekammerat, der fyldte 4! Og det var ikke fordi, at jeg stod og ævlede med andre mødre i timevis. Næ, nej, eventen var skam skemalagt fra 19 - 22. Måske hang jeg bare med the wrong crowd i Danmark, men jeg har aldrig - ALDRIG- hørt om en 4 årsfødselsdag, som ligger på en hverdagsaften fra kl. 19 - 22.

Og glem alt om en monsterstresset fødselarmor, hjemmebagte speltboller, tørret økologisk frugt og ballondans. Her var hele arrangementet udliciteret til et legeland, som sørgede for snacks, drinks og kage. Så mens børnene    for rundt i vild begejstring, så var der lejlighed for mig til at træne mit portugisisk med nogle af de andre mødre i Christians klasse. Det synes jeg faktisk er en helt fin måde at skære sådan en fest på. Selvom jeg dog indimellem bliver lidt bekymret over brasilianske børns (manglende) søvn, så synes jeg altså, at brasilianske mødre har en evne til at tage det at være ude med børn helt afslappet, som jeg ville ønske, at man kunne hælde på flaske og sælge.

Christian, Julia og Enrique i fuld vigør