Tragedien i Norge

Da vi fortalte, vores familie, venner og bekendte, at vi skulle til Brasilien, var der hyppigt nogen der med lidt småforarget mine spurgte, hvordan vi dog turde (underforstået, at Brasilien var tæt på at være en krigszone og det derfor var fuldstændig uforsvarligt). Inden i fredags, var der nok ikke mange forældre der blev stillet samme spørgsmål inden deres børn drog afsted på sommerlejr med ungdomspartiet.

Fredagens tragedie i Norge er en påmindelse om, hvor skrøbeligt livet er og at ingen steder er sikrere end at en gal mand kan forvandle en hyggelig sommereftermiddag til scener fra et mareridt. Selv langt fra Norge føles rædslerne som uhyggeligt "tæt på". Jeg føler med de pårørende til de dræbte, de unge, der overlevede massakren og det norske folk. Det er vel i situationer som denne, at man retteligt kan tale om en nations uskyldstab. Og jeg håber, at Jens Stoltenberg får ret, når han fredag aften gav denne besked til de kræfter, som både i Norge og andre steder truer det, som vi som skandinaver tror på: Frihed, åbenhed, tolerance og  demokrati

We must never give up our values.
we must show that our open society can pass this test too.
That the answer to violence is even more democracy.
Even more humanity.
But never naivity.
That is something we owe the victims and their families.