Når eventyret slutter...

har helten og heltinden som regel været grueligt meget igennem og kan leve lykkeligt til deres dages ende. Vores udenlandske eventyr er ved at nærme sig sin afslutning: Kufferterne er pakket, møblerne indhyllet i bobleplast og pap og vi har efterhånden fået sagt "farvel" til alle de mennesker, som har været en del af vores liv i Brasilien.

Og selvom jeg ikke synes, at Rasmus og jeg har måttet gå i gennem Grimm´ske prøvelser, så er analogien til et eventyr ikke helt af vejen. For der har unægteligt været tale om en dannelsesrejse - på så uendeligt mange måder. Ligesom opholdet herude også (foreløbigt) har jaget den rastløshed, som har fulgt os, på flugt. I stedet har en længsel efter stabiliteten indfundet sig og jeg drømmer om parcelhuse, Disney Sjov og kør-selv ferier til Gardasøen.

Det er svært at sætte ord på, hvordan jeg har det nu. Jeg glæder mig meget til at komme hjem og jeg er ikke i tvivl om, at vi har truffet den rigtige beslutning. Brasilien er et stort og smukt land med uendelige muligheder, men det kan aldrig blive mit hjem - dertil er jeg for dansk i mit hoved. Rasmus beskriver forholdet til Brasilien, som en form for ulykkelig kærlighed. På så mange måder vil man det gerne, men det går bare ikke. Forskellene er for store og uforenelige.og man kan ikke mødes på midten uden at begge parter går alt for meget på kompromis med sig selv.

Brasilianerne er et af de mest åbenhjertige, tålmodige og hjælpsomme folkefærd jeg nogensinde har mødt. Jeg ville ønske, at mennesker der kommer til Danmark blev mødt med samme positive interesse som vi er blevet mødt med. Omvendt så tror jeg, at Danmark er nemmere at navigere i fordi vi har et samfund, hvor der er stor gennemsigtighed og hvor man som udgangspunkt kan regne med at de informationer og anvisninger man får fra banker, offentlige myndigheder og arbejdsgivere er korrekte. Det har været helt enormt frustrerende aldrig at kunne regne med noget. Omvendt så er det måske bare et udtryk for hvor dansk jeg selv er. Fx. har en bekendt fortalt om en brasilianer som ikke kunne holde ud at bo i Sverige, fordi ting gik alt for nemt. De fleste sager krævede blot et enkelt besøg på Borgerservice og så var byggetilladelsen, fødselsattesten og skoleindskrivningen ordnet.

Jeg kommer til at savne mange ting ved Brasilien, men mest af alt kommer jeg til at savne alle de mennesker, som har bidraget til at vi har følt os hjemme i det fremmede land, som har været vores, i de sidste knap to år.  Mange af dem ved jeg, at jeg næppe kommer til at se igen. Andre vil det forhåbentlig være muligt at gense rundt omkring i verden. Og jeg tænker tit på et citat, som en af lærerne på skolen gengav, da vi sagde "farvel" inden sommerferien sidste år. Jeg har desværre ikke kunnet finde kilden (det er muligvis fra den lille prins?): A amizade é como as estrelas, mesmo na distancia elas brilham. Eller: Venskaber er som stjerner, selv på afstand skinner de. Vores brasilianske (og amerikanske, tyske, ungarske, danske, norske, argentiske, El Salvodrianske og finske) venner og bekendte i Brasilien vil være hos mig som en kærlig påmindelse om alt det gode, der har været en del af vores udenlandske eventyr.

Foz do Iguacu

Som den kvikke læser vil have bemærket, er jeg i gang med at indhente "gamle" begivenheder som forlængst skulle have været på bloggen. Denne her gang om vores tur til Foz do Iguacu, som ligger på grænsen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Vi var afsted sammen med Moster Sally i midten af juni måned.

Cataratas do Iguacu, er et af verdens største vandfald og (uden at have set nogle af de andre) sikkert også et af de smukkeste! Eleanor Roosevelt skulle angiveligt have udbrudt "Poor Niagara!", da hun så vandfaldene. Vandfaldene er på listen over verdens syv naturvidundere og det er helt forståeligt. Det er ikke for alvor muligt at yde faldene retfærdighed med et kamera - det skal opleves! Men derfor vil jeg nu alligevel dele lidt snapshots med jer :)

Aftensmad på hotelværelset

Vi venter på bussen til den brasilianske side af vandfaldene

Et af de første kig til vandfaldene - og allerede her imponeres man.

De allestedsnærværende næsebjørne, som umiddelbart er meget søde, men
ikke når de stjæler en pose chips ud af hænderne på en stakkels fireårig...

Pudsigt skilt. Hvis man er så heldig, at der er engelske skilte i
 Brasilien, er det  som regel  kilde til morskab fremfor
 egentlig information.

Familiens drenge foran djævlegabet

Sally i gang med kameraet

Samme dag brugte vi eftermiddagen på at gå til Paraguay. Her udsigt til
venskabsbroen

Tonsvis af bootleg LEGO i Paraguays svar på Klondyke

Vores hotel, som klart kan anbefales

Næste dag på den argentinske side

Simon syntes, at det lignede Ønskeøen, og det kan han jo sådan set
have ret i :)

Der kigges på vandfald og firben

Sally på gangbroen, over lumsk stille vand, ud til Djævlegabet

Hvor vi mødte denne her fætter...

Simon ved Djævlegabet - det var en helt utrolig oplevelse!

Svømmetur på hotellet inden vi skulle hjem til Sorocaba - mere vinter
er det trods alt heller ikke i Brasilien

"Kalder speltpolitiet!"

Jeg har tidligere skrevet om drengenes klassekammeraters madpakker og deres håbløse mangel på næringsværdi. I størstedelen af den tid vi har været herude har jeg syntes, at det var en lettelse at slippe for alle de løftede pegefingre fra Sundhedsstyrelsen, pædagoger (hvor meget undervisning i børn og ernæring indgår der egentlig i pædagoguddannelsen, siden de er blevet eksperter i madpakker?!), andre forældre og min egen i forhold til Rasmus´ indkøb og fodring af ungerne (for vi ved jo alle sammen godt, at der ikke er en far i Kongeriget, der kan finde ud af at købe rigtigt ind...!)

Men når Christian kommer hjem fra en Halloween fest på skolen med en slikpose på næsten 400 gram og kage i håret efter et madorgie på skolen kan jeg faktisk godt savne dem lidt. Og egentlig bryder jeg mig ikke om at indrømme det, for jeg synes faktisk, at børns kostvaner ene og alene er forældrenes ansvar. Selvom nogle forældre synes, at en mælkesnitte er passende i en madpakke, så behøver jeg jo ikke at putte den i mine børns, vel? Argumentet for at lave lister over "forbudte" ting i madpakkerne i danske institutioner er vist oftest, at børnene ellers vil plage forældrene, om også at få mælkesnitter med, hvis en eller flere af kammeraterne har det. Fair nok, men der synes jeg, at man bør tage diskussionen med sit eget barn om, hvad vi spiser i vores familie og at andre familier spiser andre ting - og at det er OK! Jeg mener virkelig, at det er en glidebane, hvis offentlige myndigheder skal til at definere, hvad forældre skal servere for deres børn.

Men der er jo forskel på regler og oplysning - og lidt oplysning om ernæring til brasilianerne ville ikke skade. Man bliver helt ærligt ret rystet, når man ser, hvordan nogle af børnene til Simon og Christians svømmeundervisning ser ud (Christian hviskede en dag til mig i omklædningsrummet: Ham drengen har ingen diller!), når en veninde fortæller om en bekendts fireårige datter med forhøjet blodsukker og kolesterol, eller når man ved tandlægen skal udfylde et spørgeskema om børnenes kostvaner og til mellemmåltiderne kan vælge mellem A) Slik, B) Kiks eller C) Frugt!

Og intet mennesker er som bekendt en ø. Simon og Christian får stadig deres skolesnack med hjemmefra og jeg tror egentlig, at de er med på, hvorfor de ikke får lov at få det samme som deres klassekammerater, men det irriterer mig, at de næsten dagligt fortæller mig, hvordan de har fået det ene eller andet junk af en af kammeraterne. Ligesom den juicebrik (som skal medbringes - for man kan jo ikke drikke vand!) også generer mig. Christian fortalte igår, at han havde vundet en stavekonkurrence i klassen og vundet to frugtkarameller!!

Heldigvis er drengene stadig sunde og slanke børn, men Simons tænder har det skidt. Og jeg synes vi har gjort meget for at passe på dem, men han er nu to rodbehandlinger rigere! Hvem har nogensinde hørt om børn med rodbehandlede mælketænder? Jeg føler mig utroligt skyldig, selvom jeg godt ved, at nogle mennesker har skrøbeligere tænder end andre, men alligevel... Heldigvis er Simon så stor nu, at man kan snakke med ham om, hvad vi kan gøre, for at undgå flere huller. Fx sagde han selv da jeg hentede ham i går: Vi fik slik i dag i skolen, men jeg tog kun et stykke! Og det er jo ret sejt.

Og i virkeligheden meget min pointe: Børns kostvaner er forældrenes ansvar og det er vores ansvar at lære vores børn at håndtere de fristelser, som de uundgåeligt vil møde. For at vi kan gøre det er det imidlertid nødvendigt, at nogen lærer os, hvad der er godt og mindre godt for vores børn (og os selv). Så en lille smule løftede pegefingre er måske indimellem på sin plads.

Festa Junina v2.0

Det er muligvis rimelig gamle nyheder, men jeg var ved at lægge billeder fra vores kamera over på PC´en og faldt så over billederne nedenfor som er fra skolens Festa Junina i juni. Vi oplevede også Festa Junina sidste år, så i år var vi forberedt :) Og drengene dansede med, sammen med deres klassekammerater, sådan som jeg skrev dengang.

Drengene og jeg iført det obligatoriske landlige outfit :)

Christian er klar!

Og holder tungen lige i munden.

Så blev det Simons tur

Og han klarede det igen!

Noget har vi da lært det sidste halvandet år!

Børn og flyrejser: Som at blande olie og vand, eller...

I forsommeren (altså den danske! Jeg er stadig mere eller mindre på danske årstider ;)) fulgte jeg med en vis undren debatten på danske netaviser omkring børn og flyrejser. Jeg kunne forstå, at mange synes, at det er en mildest talt uheldig kombination. Så uheldig, at visse charterselskaber tilbyder børnefri flyvninger. Livet som udstationeret familie byder helt naturligt på en del rejsen frem og tilbage mellem hjemlandet og vi har også fløjet indenrigs i Brasilien, så vores unger (og vi selv) er efterhånden rimelig rutinerede flyvere. Og jeg kan ærligt talt ikke forstå, hvad problemet er!

Jeg har ikke så stor erfaring med spædbørn og flyrejser udover vores tur til Mexico da Simon var 16 måneder. Det gik fint. Dog skal man huske, at der som regel ikke er måltider til  spædbørn der ikke har eget sæde og så skal man virkelig huske, at bestille en vugge, hvis barnet er under vægtgrænserne. Det gør turen SÅ meget nemmere. Udrejsen klarede vi kun fordi der var bedsteforældre og mostre, der gerne ville sidde med Simon.

Jeg tror aldrig, at mine børn har generet vores  medrejsende og jeg har faktisk heller ikke oplevet, at få en flyrejse spoleret af grædende børn. Faktisk synes jeg, at al den larm, der i forvejen er i et fly på en eller anden måde udvisker babygråd, hvis man bare sidder et par rækker væk. Og så har jeg altså aldrig hørt om børn, der kan skrige non-stop i 12 timer, hverken i luften eller på landjorden...

Jeg har dog efterhånden fundet nogle tips, som jeg synes gør flyrejserne lettere og man kan jo ligeså godt dele, ikk? Til orientering så tager vores rejser fra Brasilien og hjem til Aalleren ca. 24 timer fordelt på 5-8 timer  med transport til lufthavnen, indtjekning osv, 12 timer til Europa (Amsterdam, for vores vedkommende), 3-4  timers transfertid og 1,5 times flyvning til Aalborg.

Rejsetidspunkt: Afhængigt af børnenes alder er det en god idé at sørge for at rejsetidspunktet ikke crasher helt med deres døgnrytme. Flyvninger, der påbegyndes midt om natten er en dårlig idé. De fleste mødre jeg kender vil sandsynligvis anbefale en aftenflyvning, så børnene kan sove. Husk i den forbindelse, at der som regel går et par timer fra flyet letter til aftensmaden  bliver serveret, så skal I afsted kl. 21 er det nok en god idé at sørge for, at barnet har fået mad inden I boarder flyet.
Håndbaggage: En rygsæk! Punktum! Alt andet er simpelthen upraktisk og, hvis du rejser alene, umuligt. Inden jeg rejste hjem med drengene i sommer investerede jeg i en lille taske, som jeg kunne have pas, boardingkort, penge, mobiltelefon osv. i. Jeg bliver nemlig vanvittig når jeg igen og igen skal have en rygsæk af, fremvise diverse papirer og derefter pakke dem tilbage i rygsækken og så ender det med, at jeg går rundt med dem i hånden og lægger (og glemmer) vores pas på en håndtørrer på dametoilettet.
Nødvendig håndbaggage: Et sæt rent tøj til børnene (også selvom de er 7!), en ren t-shirt, rene strømper og rene underhylere, tandbørster, tandpasta, plaster, hovedpinepiller, vådservietter, håndsprit og en god fugtighedscreme. Endelig er det en god idé, at medbringe noget (ukendt) til børnene som kan aktivere dem. Små puslespil, et kortspil og små pakker modellervoks (modellervoks i stænger) er godt.
Emergency stash: Det er en god idé at sørge for, at have noget du ved øjeblikkeligt kan lukke munden på sure og trætte børn. Det skal være nemt at komme til og virkelig kun bruges i nødstilfælde. Jeg synes slikkepinde er nyttige (jeg havde mit emergency stash hele vejen med til Danmark og hjem igen til Sorocaba - det er ikke sikkert, at det kommer i brug).
Børnenes håndbaggage: Tag ikke mere med til børnene end de selv kan bære. For vores vedkommende betyder det, at Christian har en børnehavetaske og Simon sin skoletaske med. Drengene har som regel deres juniorpuder, yndlingssovedyr, pixibøger, malebøger og farveblyanter, 1-2 stykker legetøj med. Og deres Nintendoer, som er fantastiske rejsepartnere. Christian fik sin, da han var 3 år og 2 måneder.
Nul sukker og fangeleg: Det er virkelig ikke for sjov, undgå, at børnene får sukker og sørg for, at de kan brande noget krudt af. Som regel kan man finde afsides områder, hvor man kan lege fangeleg. Selv i boardingområdet er det muligt at få børnene til at bevæge sig, fx ved at lade dem konkurrere om, hvem der kan hoppe flest gange på et ben uden at støtte eller lave flest sprællemænd på 1 minut. De fleste vil se med mildere øjne på højrøstede og vilde børn i terminalen, fremfor i flyet.
Madpakke: Det er ikke altid, at maden bliver serveret når børnene er sultne. Pak æbler, gulerodsstave, nødder, fuldkornskiks og tørret frugt til at have i baghånden.
Toiletbesøg: Især, hvis du rejser alene er det en god idé, at sørge for at alle går på toilet samtidig. Ellers kan du let risikere, at rende frem og tilbage ustandseligt. Aften- og morgentoilette ombord på flyet gøres i øvrigt bedst før måltiderne, hvor der sjældent er ligeså meget kø som efter måltiderne.

Som med alt muligt andet gælder det, at man når rigtig langt med almindelig høflighed og god opdragelse. Hils på medpassagererne og sig, at de endelig må sige til, hvis børnene generer dem. Måske vil de ligefrem tilbyde at hjælpe!

Giv aldrig børn en whiteboard marker!

Du risikerer, at blive overrasket over, hvad de har på hjertet:

Der står "Du en fuck idiot", for dem der ikke er helt opdaterede på Simons særlige form for retsskrivning...

Det løber, det er elektrisk

Jeg kan huske, at vi læste et digt af Kirsten Hamann i gymnasiet, der havde ovenstående titel. Jeg kan ikke huske mere af det end overskriften (men synes egentlig, jeg skal have props for overhovedet at kunne huske noget fra gymnasiets dansk undervisning ;)). Jeg tænker dog tit på den overskrift for tiden, hvor vi har passeret den store etårs milepæl. For det beskriver egentlig meget godt, hvordan jeg har det med vores ophold i Brasilien og vores fremtidsplaner. For det er virkelig svært at fastholde ret meget.

Det ene øjeblik tænker jeg, at det ville være dejligt at skulle blive herude lidt længere, det andet øjeblik ville jeg ønske, at jeg som en anden Neo kunne gribe i en hvilken som helst telefon og fremsige ordenen "Get me an exit!", hvorefter jeg landede i ligusteridyl i et dansk parcelhuskvarter (Okay, dét scenario ville ikke være særligt Matrix-agtigt).

Jeg synes, at det første år har været godt og hårdt, og indimellem bliver jeg stadig helt udmattet over, hvor fremmed jeg indimellem fortsat føler mig herude. På den anden side, så er det ligesom, at jeg begynder at fornemme, at en eller anden form for balance er ved at indfinde sig i vores liv. Vi har efterhånden en omgangskreds (selvom den ikke er stor), drengene trives og Rasmus´ arbejde er ikke længere helt så frustrerende. Og så er det også bare svært at forestille sig, hvad vi skulle, hvis vi ikke var her. Jeg kan godt forstå, at mange synes det må være et underligt rodløst liv at være professionel ex-pat familie, og dér er vi slet heller ikke endnu: For det er virkelig underligt, at man ikke har nogen anelse om, hvor man er henne om et år.

Men samtidig kan jeg også få akut panikangst og klaustrofobi ved tanken om at skrive under på et huskøb og vide, at vi de næste mange år ville være bundet til en matrikel et eller andet sted i Jylland. Hvis jeg helt selv skulle bestemme vil jeg nok helst videre til en ny destination, men heller ikke det scenario er uden tvivl. Der er ingen tvivl om, at flytningen har haft store omkostninger for drengene. Når regnskabet skal gøres op, tror jeg de har fået en netto-gevinst ud af det, men det kan man jo ikke vide, om de også ville få et nyt sted. Gad vide, om der ligesom er en tærskel, hvor børns gevinster ved ex-pat-livet, overskygges af omkostningerne?

Samtidig ville det jo heller ikke være omkostningsfrit at flytte tilbage til Danmark. Når drengene indimellem er sure på Brasilien, synes jeg, at jeg kan fornemme, at de heller ikke længere helt er klar over, hvordan livet i Danmark er. Og hvordan skulle de også kunne vide det? De har ikke haft et almindeligt dansk børneliv i mere end et år, fordi de stoppede i børnehaven et par måneder inden vi rejste. Og jeg tror faktisk ikke rigtig, at Christian kan huske mere end nogle glimt fra livet før udstationeringen. Af en eller anden (lykkelig!) grund lader det til primært at være erindringer om fødselsdage og ture i LEGOLand. Dertil kommer, at jeg har en fornemmelse af, at Simons frustration over at være herude i vid udstrækning er knyttet til det, at han går i skole - og det ville han jo også skulle i Danmark.

Så indtil videre er vi ret uafklarede - og så er det jo heller ikke en beslutning, som alene ligger i vores hænder, eftersom der jo er nogen der finansierer det her eventyr. Og det er ikke helt klart hvorvidt, de synes, at det skal fortsætte her, der eller et helt tredje sted.

The Help

Rikke fra Camp Chaos, udbad sig et indlæg om Ivonete, vores husholderske. Og med filmen The Help´s sejrsgang er det måske også på sin plads. Jeg har ikke set filmen, men har læst det litterære forlæg, ligesom jeg for nogle måneder siden læste Original Sins af Lisa Alther, som på mange måder også berører forholdet mellem herskab og tjenestefolk i 50´ernes amerikanske sydstater.

I forbindelse med premieren på The Help skrev The Economist om den stigende mangel på husholdersker i Brasilien og sammenlignede det med situationen i England omkring forrige århundredeskifte. I samme  nummer af bladet, var der imidlertid også en artikel, som i hvert fald i mine øjne lignede en  J´accuse. Den beskrev det domestikale ansættelsesforholds psykologi.. Som et forhold, der baserede sig på ulighed og som i vid udstrækning tjente til at øge kvinden i husets sociale og familiære status (med tyende i huset er kvinden ikke længere den laveste i det hjemlige hierarki, that is!).

I bøgerne ovenfor, er det helt åbenlyst, at forholdet mellem de sorte husholdersker og de hvide fruer er himmelråbende uværdigt. Når husholderskerne ikke må bruge familiens toiletter, skal bruge deres eget service og bør have blikket nedslået, når der tales til dem, siger det sig selv, at der er andet på spil end et mikroøkonomisk bytteforhold. Men nogle gange er det, at have hjælp i huset imidlertid alene et bytteforhold, der baserer sig på gensidige økonomiske fordele.

Når vi har Ivonete ansat er det alene fordi hendes arbejde giver os en gevinst i forhold til at slippe for en masse huslige opgaver. Fuldstændig som det var da vi havde en til at gøre rent nogle timer om ugen i Danmark. Eller en revisor til at ordne vores skatteforhold (og der er vel aldrig nogen, der har betragtet hverken revision eller rengøring som et særligt uværdigt job!?). Den modsatte vej, så giver ansættelsesforholdet også Ivonete en gevinst. Hvoraf den mest åbenlyse selvfølgelig er hendes løn.

At arbejde i et andet menneskes hjem er selvfølgelig anderledes end fx at gøre rent på en skole eller et kontor, men det behøver ikke at være uværdigt. Uværdigheden er jo en konsekvens af, at den ansættende part betragter den ansatte, som et menneske, hvis værd er mindre end ens eget (fx fordi den ansatte er sort, som det var tilfældet i The Help). Hvilket jeg imidlertid ikke vil benægte også indimellem gør sig gældende for nogle brasilianske fruer. Dog er der himmelvid forskel mellem Mississippis raceadskillelse og Brasiliens smeltedigle.

Raceskellet mellem ansat og arbejdsgiver er ikke nær så skarpt, selvom størstedelen af de damer, der arbejder i vores condominio er mørke (jeg ved ikke, hvad det korrekte udtryk er for det, for jeg tror, at de er alle mulige blandinger af sydeuropæisk, afrikansk og indiansk oprindelse) og man skal ikke tale ret længe med andre fruer før forskellige udsagn om Empregada´ernes manglende udsyn, dovenskab, manglende sans for detaljer, uvidenhed osv. kommer på banen. I de situationer er det særligt svært ikke at kunne udtrykke, hvad jeg tænker, men jeg noterer det i min mentale lommebog og mister en god portion af lysten til at lære de pågældende bedre at kende.

Så måske er det ikke så mærkeligt, at filmen kun fik ganske kort tid på plakaten i et af Sao Paulos velhaverkvarterer. Nogle følte sig måske alligevel en lille smule trådt over tæerne...

Børn lærer bare SÅ hurtigt...

Blandt de fleste (voksne) mennesker trives en forestilling om, at børn lærer meget hurtigt - herunder også sprog. Og jeg vil ikke betvivle, at børns læring  sikkert på nogle områder går hurtigere end vi voksnes, men jeg vil gerne tillade mig at være lidt kritisk i forhold til pointen om børn og (fremmed-)sprog. Kritikken er baseret på mit meget righoldige statistiske materiale bestående af to styks forsøgspersoner :)

Vi har nu boet i Brasilien i 10 måneder og hvor jeg inden vi kom herud var ret sikker på, at drengene hurtigt skulle få lært at begå sig på portugisisk, må jeg erkende, at det altså ikke går særligt hurtigt. I denne sammenhæng er det selvfølgelig ikke til at sige, hvorvidt drengenes manglende sproglige udfoldelser, skyldes trods, angst for at fejle, dovenskab, fravær af (oplevet) behov eller måske bare et lavere indlæringspotentiale for sprog end resten af Verdens børn. Udover signalord som "Vil/Vil ikke", "Tak", "Nej/Ja", "Se", "Vent", "Kom", siger de bare ikke ret meget. Måske fordi de synes det er nok, måske fordi de er bange for at dumme sig eller måske fordi de vitterligt ikke kan udtrykke sig mere nuanceret.

Jeg taler stadig et famlende, unuanceret og fejlfyldt portugisisk og jeg bliver indimellem helt træt ved tanken om, situationer, hvor jeg skal tale portugisisk. Nogle dage lusker jeg rundt i huset og forsøger at undgå at opholde mig særligt længe i samme rum som Ivonete, fordi jeg simpelthen ikke orker at skulle snakke med hende. Men jeg taler dog et portugisisk, hvor jeg i vid udstrækning kan klare hverdagens indkøb, lægebesøg, skolesamtaler osv. på portugisisk og sådan ca. få 80-90 % udbytte (tror jeg!).

Da vi var hjemme bladrede jeg i en bog fra min fars boghylde omkring tosprogede børn, og blev ærligt talt overrasket over, at der ikke lader til at være nogen særlig videnskabelig evidens for den meget udbredte opfattelse, af at børn lærer sprog hurtigere end voksne. Fx. har studier vist, at fransktalende canadiere, som  introduceres for engelsk i slutningen af grundskolen i modsætning til dem, der introduceres tidligt for sproget (i indskolingen) er både hurtigere og mere effektive i deres sprogtilegnelse. Hvilket jo giver god mening i lyset af, at teenagerne gennem deres skolegang allerede har øget deres evne til at systematisere deres viden og drage på paralleller fra deres modersmål, fordi de kan forholde sig mere abstrakt til sproget. Og ikke, som vores børn, der "oversætter" direkte fra dansk til portugisisk, og mener, at en vandmand på portugisisk, må hedde "Agua(=Vand)homen(=mand)".

Faktisk viser undersøgelser, at det tager længere tid og kræver (mindst) lige så stor indsats for børn at mestre et andet sprog, og at denne mestring hyppigt sker på bekostning af modersmålet. Fordi forudsætningen for at mestre det andet sprog i vid udstrækning er at deltage i sociale grupper, hvor det andet sprog er dominerende, hvilket naturligt må ske på bekostning af deltagelse i sociale grupper, med modersmålet som dominerende.

Når opfattelsen af, at børn lærer sprog "lynhurtigt" trives så godt skyldes det sandsynligvis, at forventningerne til børns sprog, naturligt, er anderledes end til voksnes. Vi forventer ikke, at børn kan udtrykke sig nuanceret, situationstilpasset, grammatisk korrekt og med stor spændvidde i ordforrådet. Den forventning har man imidlertid til et voksent menneske og derfor forekommer et voksent menneskes fumlende sprog mere påfældende. Når Simon og Christian ikke taler i meget mere end enstavelsesord, er det ikke nær så påfaldende, som hvis jeg gjorde (eller gør!) det.

Egentlig synes jeg, at man kan se denne forventning afspejlet i skolens vurdering af henholdsvis Simon og Christian. Hvor Simon nu har fået tilknyttet en personlig hjælpelærer, er det den generelle opfattelse, at det går fint med Christian. Hvilket for mig at se alene skyldes, at der endnu ikke er nogle særlige krav til, hvad Christian skal kunne. Hvorimod det portugisiske skolesystem opererer med faste læreplaner for de enkelte klassetrin i grundskolen og dermed er kravene til Simon langt højere og derfor er hans mangelfulde portugisisk mere problematisk. For jeg ved, at Simon kan mere portugisisk end sin lillebror. Lillebroderen profiterer bare af lavere forventninger, hvor Simon lider under misforståelsen om børns tilegnelse af sprog som noget der bare sker af sig selv - og på ganske kort tid endda!

Giv os i dag vort daglige brød

Jeg elsker brød. Alle slags og egentlig helst, hvis der ikke var noget der hed kostråd, bare med smør. Og jeg ved godt, at glæden ved kulhydrater i almindelighed og gluten i særdeleshed i disse tider bliver betragtet som næsten ligeså skadelig som fornøjelsen ved tobak og andre stærkt vanedannende stoffer, som ikke kan købes i SuperBrugsen.

Nu er det bare sådan, at brasilianerne ikke deler min begejstring for brød. Langt det meste er helt hvidt, og selvom jeg (også) elsker den slags brød, så går det altså ikke at stille sin brødlyst med det hver dag. Så der har ikke været andet at gøre end at begynde at bage selv. I Danmark blev det sjældent til andet end nogle nemme koldhævede boller i weekenden. Og det bliver også lidt kedeligt i længden. Så jeg har været nødt til at udvide repertoiret.

Lige efter vi var kommet herud forsøgte jeg mig derfor med at bage rugbrød, men surdejen kiksede, bagepapiret sad fast i skorpen og drengene gad ikke spise det, fordi det ikke smagte, som det købe-rugbrød, de er vant til fra Danmark. Da vi var i Danmark på ferie købte jeg en ny bagebog og besluttede mig for at give rugbrødet en chance til. Og da surdejen begyndte at boble lystigt blev jeg så stolt, at jeg faktisk har vist den frem, til dem, der gad at se den. Og ja, jeg ved godt, at man har for lidt at gå op i, når man kan blive begejstret over en gæret blanding af mel, vand og honning, men sådan var det.

Rugbrødet blev vældig godt og denne her variant vil drengene også godt spise, så det har bestemt været en succes. Men det er jo ikke kun rugbrød, man kan komme til at savne, så her til morgen bagte jeg grove håndværkere med fordej und alles. Og som Simon sagde: De ser ud som helt rigtige rundstykker! Se det er en kompliment, når det kommer fra en 6 årig.

Okay, måske skulle jeg bare ændre det, der alias...

fra "A not so desperate housewife" til virkelig, virkelig desperat mor, der bare venter på, at skolen slår dørene op for arvingerne om 107 timer og 9 minutter. Det har været en fin ferie med både veloverstået jul og besøg i Danmark. Lykkeligvis var det også rigtig dejligt at komme hjem til Sorocaba. Jeg havde nemlig været lidt spændt på, om jeg, når vi kom tilbage fra vores ferie i Danmark ville sidde tilbage med hjemve og bare tænker på, hvornår vi igen kunne komme tilbage til fædrelandet.

Men nu, efter drengene har haft sommerferie siden d. 15. december, glæder jeg mig til at kunne aflevere dem i skolen, sådan at hverdagens ærinder kan klares uden dem på slæb og jeg igen får lidt tid til mig selv uden at skulle sidde på nåle ved tanken om, hvornår drengenes leg ender med at den ene får en finger i øjet eller bliver mast under kæmpe mariehønen fra IKEA.

For mange lyder det sikkert ret forkælet og min bedre halvdel sukker ved tanken om bare at kunne være hjemme sammen med drengene, når han hver morgen drager afsted  mod Fabrica Maluca. Jeg kan også godt huske, hvordan jeg, mens jeg stadig arbejdede og kvalitetstid med børnene var en luksus, der sjældent var råd til i rotteræsets ubarmhjertige tidsregnskab, sad og hylede når sommerferien nærmede sig sin afslutning. Hylede over, at den nærhed jeg havde fået med drengene, inden længe ville fordampe ligeså hurtigt som beruselsen fra et glas rosé på terrassen en lun sommereftermiddag.

Helt ærligt, så tror jeg, at mine drenge lige nu ville ønske, at jeg var moren med dårlig samvittighed over deres alt for mange timer i institution, som derfor (over-)kompenserede ved at være utroligt meget tilstede. Jeg gider bare ikke lave flere flexitraxbaner, intervenere i flere slåskampe, svare på umulige spørgsmål eller forsøge at hygge mig ved at have to drenge med et utroligt afslappet forhold til hygiejne med til madlavningen. Så, Kære Institution, vil du ikke godt snart tage dig pænt af mine børn (igen)?

På vej hjem

... eller i hvert fald til Danmark. Om 12 timer letter vi fra São Paulo´s Guarulhos lufthavn (som helt ufortjent IKKE er med på listen over verdens værste lufthavne). For skal vi egentlig hjem? Eller skal vi bare til Danmark. Efter præcis 8 måneder i Brasilien ved jeg ikke rigtig, hvor hjem er. Altså udover vores hus, som absolut føles som hjem, men Sorocaba...? Eller Brasilien for den sags skyld...? The jury´s still out on that one.

Så jeg er spændt på om det vil føles som hjemme i Danmark eller om vi er blevet lidt fremmede for hinanden. Og egentlig også på, hvordan det bliver at komme tilbage til Brasilien. Jeg talte med en englænder, som havde boet herude i tre år og havde været hjemme på ferie for første gang i juli. Mens han var i London havde han fortalt alle om, hvor dejligt, der var i Brasilien og hvor glad han var for at bo her, men da han kom tilbage, var det ligesom om, at han igen så Brasilien, som det, det også er. Nemlig dårlig infrastruktur, afsindige priser og dårlig kvalitet (på grund af eksorbitante importskatter, som beskytter lokale producenter, så de kan blive ved med at lave dyrt ragelse til tid og evighed), offentligt bureaukrati osv.

Der er virkelig mange gode ting ved Brasilien, men der er ved gud også lang vej igen før landet bliver den politiske, kulturelle og økonomiske supermagt, som både brasilianerne selv og omverdenen forventer. Og en ting er i hvert fald helt sikkert: Hvis forholdet Danmark-Brasilien gøres op i, hvor der er flest mennesker jeg glæder mig til at se, så vinder Danmark suverænt. Vi ses (hjemme?) i Danmark!

Så blev det alligevel jul!

Det er sikkert og vist, selvom det er temaet for hvert års julekalender: Det bliver jul d. 24. december (eller d. 25.). Og det blev det også i Sorocaba. Der er egentlig ikke så meget at sige, andet end helt banalt at konstatere, at det jo ikke handler om, hvor man holder jul, men om at være sammen med mennesker, man holder af. Rigtig glædelig jul!

Morgenmad på terrassen d. 24. (vi er lidt bagefter med kalenderlyset)

Christian hjælper med at skrælle kartofler til julemiddagen

Og så er det tid til en svømmetur!

Julehilsen fra Sorocaba

Pakkespil

Simon med en mini-pannetone (som brasilianerne spiser juleaften)

Julebordet...

Og juleanden

Juletræet med sin pynt

Gaver!

Og flere gaver

Batman-borgen som Christian har snakket om det meste af
december (og november, oktober, september...)

Simon har fået en Gun (læg mærke til, hvor glad Rasmus er i baggrunden!)

Christian er klar til at se "Alene Hjemme" juledag

Glædelig jul

Ingen skal snydes for årets julehilsen fra Sorocaba, så den kommer også lige her på bloggen :)

Ifølge kalenderen er det i dag d. 21. december og der er tre dage til jul. Udenfor viser termometeret imidlertid 33 grader, vores bananklase i haven er ved at være klar til at blive høstet og drengene boltrer sig i skrivende stund i pool´en. Så julen i år er mere anderledes end den har været nogensinde før – og derfor er det faktisk heller ikke helt til at forstå, at det nu er tid til den årlige julehilsen.

At julen er anderledes er naturlig konsekvens af den store beslutning, om at sige ja tak til Siemens´ tilbud om en udstationering til Brasilien, som vi traf for godt et år siden. Ligeså vanskelig som beslutningen var, ligeså rigtig har den føltes efterfølgende. Selvfølgelig har der været mange svære udfordringer undervejs i processen, men her 8 måneder inde i vores udenlandsophold, må vi også konstatere, at vi som familie faktisk aldrig har haft det bedre.

Drengene er netop gået på sommerferie og på det afsluttende forældremøde var lærerne enige om, at de begge er klar til at rykke op til henholdsvis 2. klasse og Grupo 1. Derfor skal drengene fra næste år have nye klasselærere og det var meget vemodigt at sige farvel til Rose og Gi, som har været så imødekommende, forstående og ikke mindst kærlige overfor vores børn, at jeg allerede i dag er lidt nervøs for at skulle sige farvel til Colegio Ser om halvandet år. Drengene har dog ikke hele tiden været ligeså begejstrede for skolen, som Rasmus og jeg, men overordnet, så oplever vi, at de trives godt og har fået kammerater, som de nyder at se hver dag.

Sprogbarrieren har for os alle været den største udfordring, da der i Sorocaba er meget få, der taler tilstrækkelig engelsk til, at man kan klare hverdagens opgaver uden portugisisk. Simon og Christian taler efterhånden lidt med deres klassekammerater og forstår, ifølge deres lærere, det meste af det der bliver sagt til dem. Når de er sammen med mig, vil de imidlertid gerne have, at jeg oversætter for dem. Men børn er jo fantastiske i og med, at de tilpasser sig. Forleden var vi til en fest med godt 10 andre udstationerede par fra hele verden og vores tilsammen godt 20 børn. Det er altså fascinerende at opleve børn kommunikere sammen på en blanding af portugisisk, engelsk, nordiske sprog og alt muligt derimellem.

Sproget er også en af anledningerne til, at vi nok har måttet revurdere vores tilgang til at få skabt en omgangskreds. I første omgang var jeg glad for, at vi skulle bo i en del af Brasilien, hvor der ikke var noget kæmpe expat-miljø, sådan, at vi og vores børn ville lære Brasilien og brasilianerne at kende, fremfor en masse andre amerikanere og europæere. Og jeg er stadig glad for beslutningen, men må nok erkende, at vi næppe får nære brasilianske venner ud af vores ophold. Dertil er der simpelthen for lang vej igen sprogligt. Det er altså umådeligt vanskeligt at lære mennesker at kende – sådan substantielt, når man har svært ved at udtrykke sig. Derfor har det også været en meget stor lettelse at have en medudstationeret familie, som vi har kunnet tale med.

Og at kunne invitere henved 20 danskere til julefrokost for 14 dage siden var en meget glædelig oplevelse, som absolut bidrog til både julestemning og den generelle oplevelse af, at vi efterhånden føler os hjemme i vores udenlandske omgivelser. Alle de gæster vi allerede har haft fra Danmark har også været en støtte og har bidraget til, at vi aldrig har følt det som om, vi var på den anden side af jorden. Selvfølgelig savner vi Jer alle indimellem og vi ved også, at vi – og nok især Simon og Christian – er savnede af mange i Danmark. Men glæden ved at have en hverdag, som vi meget bedre kan være vores børn, os selv og hinanden bekendt opvejer, indtil videre, savnet. Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi sætter umådeligt meget pris på den interesse og indlevelse, som vi oplever fra Jer og I er alle meget velkomne til at lægge vejen forbi Sorocaba.

Juleaften står på pakkeleg, and, risalamande, hjemmebag, pakker, konfekt, (plastik-)juletræ og sidste afsnit af Nissebanden i Grønland, som vi troligt har set hver dag i december måned. Egentlig er det jo ikke så anderledes end det plejer og normalt, har vi jo også bare været os fire juleaften. Alligevel føles det anderledes, som om julesorgen er mere tilstedeværende.  Så er det godt, at tænke på, at julesorgen er juleglædens forudsætning og at savn kommer af, at man holder af. Vi glæder os til at se mange af jer omkring nytår og de første uger af januar, hvor vi er i Danmark!

Tilbage er der vist bare, at ønske Jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår! 

Julefrokost

I skal da ikke snydes for en lille update på vores inviter-vildt-fremmede-på-julefrokost-projekt. Og det gik over al forventning, for sandheden er jo, at når man er danskere, så er man aldrig rigtig fremmede for hinanden, fordi vi deler så mange forskellige referencer. Udover et par, John og Esmeralda, her fra Sorocaba, som vi har besøgt en enkelt gang før, og som det var hyggeligt at se igen, så havde John en danske kollega og hans familie, inklusiv forældre, med. Og den familie består blandt andet af to drenge på 2,5 og 5 år - det var så rart, at høre drengene lege med andre børn på dansk igen.

Jeg fik ikke taget særligt mange billeder, for der var nok at se til :) Men lidt blev det da til.

Simon og Christian har pyntet juletræ

Så bliver børnene spist af

Tarteletter!